INTERNATIONAL TESTAMENTEDAG | Danske Sømands- og Udlandskirker
Udgivet af Anne Meldgaard, fre d. 13. sep 2019, kl. 10:00

I dag er det International Testamentedag i Danmark, og du kan møde organisationen Det gode Testamente på torvene i Aarhus, Odense og Roskilde indtil kl. 17.00. Læs mere om dagen her.

Målet er at skabe opmærksomhed omkring testamenteskrivning og vores muligheder for at sætte et aftryk for eftertiden.

Danske Sømands- og Udlandskirker er en del af Det Gode Testamente, og vi bringer derfor en fortælling om Peter, der for nylig har valgt at betænke Danske Sømands- og Udlandskirker i sit testamente.


Retfærdighed, lydoptagelser og bjergprædikenen – tre ting der interesserer Peter Larsen. Født og opvokset på Frederiksberg, faglært offsettrykker gennem tre årtier og nu pensionist, 68 år gammel.

Peter har valgt at indskrive Danske Sømands- og Udlandskirker i sit testamente. Vi tillader os, når vi får muligheden, at spørge om givere vil fortælle deres historie og begrundelse for deres valg af formål. Og svaret er denne gang overraskende! Langt de fleste, som er involverede i DSUKs sag, har typisk en personlig veneration af den ene eller andet slags: min far var sømand, vores datter er au pair i Paris, jeg har selv boet i Sydney etc.

Men Peter har ingen relation til Danske Sømands- og Udlandskirker – før nu! Han har faktiske aldrig været i en dansk kirke i udlandet.

Peters liv har været præget af forældrene og et kommunistisk barndomshjem. Faderens tidlige død og moderens oplevelser fra 1. verdenskrig har fyldt meget. Storebror Morten er en vigtig person i Peters liv, det hører man tydelige i hans fortælling, som i øvrigt kommer vidt omkring. Der har været store forelskelser og længere forhold i hans tilværelse, men hverken ægteskab eller egne børn. Peter har boet flere steder i landet, men nu er han tilbage i hovedstaden og har en alder, hvor han har fundet det naturligt at gøre status over sit liv. Herunder at skrive et testamente.

På Facebook så Peter et opslag om ”Det Gode Testamente”, og om hvordan han kan betænke en organisation, så hans bonus-niece arver mere, end hun ellers ville have gjort*.

Danske Sømands- og Udlandskirkers logo fanger hans øje, for bror Morten har sejlet, da han var helt ung. ”Han var aldrig lykkeligere, end da han var i Marinehjemmeværnet”, husker Peter. Samtidig tænker han, at han gerne vil vande ”en af de små planter”, og han har fantasi til at forestille sig, ”at stå alene i Buenos Aires! Og hvor går man så hen? Man går hen i den danske kirke.”

Bror Morten, som desværre døde i 2009, var engang til banko. Her vandt han den store gevinst - nemlig Margit - som han blev gift med. Og Margit har en datter ved navn Christa. Ved at indsætte Christa som sin arving, føler Peter, at han viser Morten respekt. Det er de tre, Morten, Margit og Christa, der har været Peters nærmeste gennem mange år.

En mangeårig interesse for det spirituelle er afløst af et stærkere forhold til folkekirken. Også her spiller Morten en rolle. Peter og Morten blev ikke døbt som børn, for kommunister på den tid meldte sig ud af folkekirken. Men Peter vidste, at Morten var blevet døbt som voksen, og han syntes, at han ville følge sin bror ad den vej. Han blev derfor døbt i 2015 i Tårnby Kirke, og han kommer jævnligt til gudstjenester. Det handler også om at skulle herfra en dag. Han vil gerne have plads samme sted som sin far, og der må gerne være end sten, så Christa kan kigge forbi, hvis hun har lyst.

Danske Sømands- og Udlandskirker er dybt taknemmelige for Peters valg i forbindelse med hans testamente, og mindst ligeså glade for at han har ønsket at fortælle om sin beslutning. Arv og testamente er nemlig ikke et emne, danskere gerne taler højt om, og vores viden på området er generelt heller ikke overvældende.

Fx den mulighed Peter har benyttet, kaldet *30 %-løsningen. Det er en ordning, hvor en eller flere velgørende organisationer indsættes i testamentet til at arve 30% af boet på betingelse af, at organisationerne betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger. De øvrige arvinger modtager så 70% af boet og skal ikke betale afgifter. Da velgørende organisationer ikke selv betaler bo- og tillægsboafgift, betyder det, at familien får lidt mere i arv, og der bliver samtidig et beløb til den eller de velgørende organisationer.

Testamentariske gaver er en vigtig del af Danske Sømands- og Udlandskirkers økonomi, selv om man aldrig ved fra hvem, hvornår eller hvor meget, det bidrager med, og derfor ikke kan budgettere med en indtægt herfra. 

Kategorier Nyheder