SCHWEIZ | Seniorpræst søges | Danske Sømands- og Udlandskirker
Udgivet ons d. 23. okt 2019, kl. 10:46

Er du pensioneret med mod på mere?

Hvorfor ikke bruge et par år af pensionisttilværelsen på en spændende og særdeles alsidig præstestilling i det pragtfulde Schweiz? Danske Sømands- og Udlandskirker søger en aktiv, pensioneret præst til tjeneste i Den danske Kirke i Schweiz med bopæl i Genève.

Embedet bliver ledigt til besættelse 15. august 2020 eller efter aftale. Det er håbet, at vi kan ansætte en præst, som vil påtage sig opgaven i 2-3 år, måske længere.

Det bliver din opgave at varetage afholdelsen af de faste gudstjenester og andre kirkelige handlinger i de danske menigheder i byerne Genève, Basel, Bern og Zürich – af og til også i Lausanne og i andre områder af det smukke Schweiz. Dertil kommer konfirmandundervisning og konfirmationer i Genève og Zürich samt andre kirkelige handlinger efter behov. Du får derudover til opgave at varetage redigeringen af kirkens blad, der udkommer tre gange om året samt deltagelse i kirkens sociale og kulturelle arbejde i hele Schweiz.

Din kommende bopæl bliver i den attraktive bydel Grand Saconnex i Genève, hvor præstegården - en stor, lys og dejlig lejlighed på 3. sal med elevator og en fantastisk udsigt til Jura bjergene - står til din disposition.

Præstestillingen i Den danske Kirke i Schweiz er ulønnet, men ud over den fri bolig ydes der skattefrie diæter på ca. 11.500 kr. samt befordringstillæg på 1.200 kr. pr. måned. Der ydes tilskud til flytningen til og fra Schweiz.

Du kan glæde dig til et udfordrende og indholdsrigt arbejde i et flersproget og spændende land med mange traditioner og et unikt internationalt miljø. Vi ser frem til at modtage din ansøgning med store forventninger.

Om kirken
Den danske Kirke i Schweiz er tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Kirken fejrede i 2017 sit 70-års jubilæum – idet de første danske gudstjenester i Schweiz kan spores tilbage til 1947. På dette tidspunkt oprettedes Det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd i Genève, og det var ansættelsen af danske præster i disse organisationer, som var med til at muliggøre afholdelse af gudstjenester og oprettelse af en dansk menighed i Genève. I de første mange år var der ingen særlig struktur på kirkens arbejde. De danske præster stillede sig frivilligt - og uden betaling - til rådighed samtidig med, at de varetog deres arbejde i Genève. I 1997 blev pastor Poul-Erik Fabricius ansat som første præst i Den danske Kirke i Schweiz med præstegerningen som eneste opgave, efterfulgt af pastor Jørgen Almdal i 2003, pastor Mads-Bjørn Jørgensen i 2006, pastor Jens Barfod 2009, i 2012 biskop Kresten Drejergaard og senest provst Lars-Erich Stephansen i 2016.

I dag betjener præsten i Den danske Kirke i Schweiz danskere i hele landet. Kirken er stort set selvfinansierende - dog med støtte fra Danske Sømands og Udlandskirker. Kirkens indtægter stammer fra bidrag og donationer fra menigheden, betaling for kirkelige handlinger, samt fra afholdelse af forskellige arrangementer året igennem - blandt andet julestuer. Menighederne afholder alle udgifter til kirkens drift – herunder betaling for leje af kirker, honorar til organister og kirkesanger. Kirken er således helt afhængig af bidrag og støtte fra menigheden.

Yderligere information om stillingen
Menighedsrådsformand Ole Marqversen, tlf.: +45 26226087, mail: ole.marqversen@cern.ch 

Nuværende dansk præst i Schweiz Lars-Erich Stephansen, tlf.: +41 763726387, mail: dankirke@bluewin.ch

Udlandsprovst Pia Sundbøll, tlf.: +45 70 26 18 28, mail: ps@dsuk.dk

Biskop Peter Skov-Jakobsen, København, er tilsynsførende biskop for menigheden og kan kontaktes på tlf.: +45 33476500, mail: pesj@km.dk

Se også Kirkens hjemmeside: www.dankirke.ch og Facebookgruppe

Ansøgningsfrist: onsdag 27. november 2019 kl. 12.00
Samtalerne forventes afholdt i uge 2/3 2020.

Ansøgning vedlagt en prædiken over selvvalgt tekst sendes til HR-sekretær Margareta Bærentzen på mab@dsuk.dk. For at ansøgningen kan sendes sikkert, anmodes først om et link til en kryptering på mab@dsuk.dk.

Se i øvrigt www.dsuk.dk for mere udførlig omtale af Danske Sømands- og Udlandskirker.

Foto: Chapelle St  Léger, Genève
Her kan du se fotos fra lejlighed og området

Kategorier Ledig stilling præst