Information fra bestyrelsesmøder | Danske Sømands- og Udlandskirker

Efter bestyrelsesmøder udfærdiger administrationschef Tommy Liechti en opsummering, som kort efter er at finde her.


Marts - April - Maj
 
Denne orientering omhandler de tre første bestyrelsesmøder i DSUKs historie, som er afholdt via en elektronisk platform, i de første to tilfælde på Skype, det tredje på Zoom. Baggrunden for dette er naturligvis Corona-pandemien og de deraf følgende begrænsninger i mulighederne for at afholde fysiske møder.
 
Ny udlandsprovst
Tirsdag den 24. marts blev der afholdt et kort ekstra bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen med stor glæde godkendte ansættelsen af Selma Ravn, nuværende præst i den danske kirke i Paris, som kommende udlandsprovst og leder af DSUK. Som det er meddelt på anden vis, tiltræder Selma i den nye stilling den 15. juni i år.
 
Mandag den 27. april blev der afholdt ordinært bestyrelsesmøde, også på Skype. I mellemtiden havde bestyrelsen pr. mail godkendt en uændret procedure for valg af bestyrelsesmedlemmer blandt medarbejderne. Proceduren blev bekræftet og ført til referat.
 
Afsked med Pia Sundbøll
Pia Sundbøll havde sidste arbejdsdag tre dage efter dette bestyrelsesmøde. Hun takkede bestyrelsen varmt for et godt samarbejde og hun takkede også for en buket fra DSUK, modtaget under mødets frokostpause.
Anne E. Jensen takkede også Pia, og fremhævede at Pia er DSUKs første udlandsprovst og at hun har levet flot op til den nye titel, blandt andet ved at sørge for, at præsterne bliver bedre klædt på til opgaven end tidligere. Formanden fremhævede også Pias store indsats med at gøre landsmøderne til mere positive oplevelser, og i det hele taget de mange aftryk, Pia har sat. Formanden understregede at DSUK gerne vil tage en mere markant afsked med Pia, når det igen bliver muligt. 
 
Økonomi
Et hovedpunkt på mødet var statsautoriseret revisor Jesper Bechsgaard Jørgensens fremlæggelse af årsrapport og revisionsprotokollat for 2019. Vores revisor havde herunder lejlighed til at forklare om en ekstra henlæggelse af feriepenge som er nødvendiggjort af en ændret ferielov. Der er tale om et beløb på godt 550.000 kr. som forværrer årsresultatet i 2019, men set over en årrække er der ikke tale om ekstra udgifter, idet feriepengene ellers skulle udbetales ved medarbejdernes løbende fratræden. Revisors påtegningen indeholder, som alle tidligere år, ingen forbehold.
 
Lands- og repræsentantskabsmøde 2020
Et andet hovedpunkt var en beslutning om, hvilken konsekvens begrænsningerne i mødeaktiviteter og i rejser ind i Danmark skulle have for lands- og repræsentantskabsmødet, der oprindeligt var planlagt til august 2020. 
 
I DSUK vægtes den demokratiske samtale og det uformelle samvær på kryds og tværs meget højt. Derfor har lands- og repræsentantskabsmøder altid været et glædeligt og værdsat højdepunkt på året. Det var derfor med stor beklagelse, at DSUKs bestyrelse tog den tunge beslutning ikke at afvikle årets lands- og repræsentantskabsmøde i fysisk forstand. I øjeblikket arbejder sekretariatet og bestyrelsen, med rådgivning fra DSUKs advokat, på at finde  at gennemføre den beslutningsproces, som efter vedtægterne skulle ske på repræsentantskabsmødet, så åbent og demokratisk som muligt. 
 
Budget
Budgetovervejelser: Der udarbejdes i øjeblikket et budget for 2022, i balance og uden ekstra indtægter, og som en del af samme plan et budget for 2021, hvor vi arbejder os frem mod balancen i 2022.
 
I overvejelserne indgår dels, hvilke af de nyeste initiativer der kan fortsætte og i hvilken form. Dels overvejes en ny organisering af arbejdet enkelte steder; herunder omfanget af ansatte assistenter. Der arbejdes videre frem mod bestyrelsesmødet i juni.
 
Vedtægtsmæssig punkter for repræsentantskabsmøde 2020
Tirsdag den 26. maj 2020 blev der afholdt endnu et kort ekstra bestyrelsesmøde, denne gang på Zoom.
Mødet havde kun et punkt på dagsordenen, nemlig Beslutning om bestyrelsens og repræsentantskabet behandling af de punkter, som vedtægtsmæssigt skulle behandles på repræsentantskabsmødet 2020
 
Mødet resultat fremgår af den udsendte orientering til repræsentantskabet som kan ses her.

 

Februar 2020

Udlandsprovsten
Mødet var præget af Pia Sundbølls fravær på grund af sygdom og af hendes forestående pensionering. Bestyrelsen udtrykte bedrøvelse over situationen og tog på en lukket del af mødet de nødvendige beslutninger i forbindelse med ansættelse af en ny udlandsprovst/generalsekretær.

Stillingen har været opslået med ansøgningsfrist den 28. februar, og processen sigter mod en ansættelse pr. 1. maj eller hurtigst muligt derefter.

Fra Sydslesvig
Vi bød denne gang særligt velkommen til Jochen Arndt, som er ny repræsentant for DKS i DSUK’s bestyrelse, og til Hasse Neldeberg Jørgensen, som deltog dels for at forklare om DKS svar på en rapport fra en arbejdsgruppe under kirkeministeriet (se nedenfor) og for at orientere om situationen i DKS generelt.

Kirkeministeren besluttede den 8. februar 2018 at nedsætte en arbejdsgruppe til belysning af rettigheder og pligter for menigheder og præster under DSUK og DKS. Arbejdsgruppen afleverede sin rapport den 5. april 2019, og ministeren har opfordret såvel DKS og DSUK som Landsforeningen af Menighedsråd og Danmarks Provsteforening til at drøfte rapporten.

DKS har udarbejdet et forholdsvist omfattende høringssvar, som blandt andet anbefaler, at Kirkerådet får stemmeret ved bispevalg i Haderslev stift.

For den øvrige del af DSUK vil vi påpege, at rapportens konklusion, om at man i kirkerne udenfor Sydslesvig ikke har et ønske om stemmeret ved bispevalg, savner grundlag; der har ikke været en undersøgelses heraf.

Budgetopfølgning pr. 31. december 2019:
Regnskabet for 2019 foreligger ikke i endelig udgave; men det ligger fast, at 2019 ender med et stort underskud. Allerede i budgettet var der regnet med et underskud på 1,6 mio. kr., fordi egenkapitalens størrelse gjorde det forsvarligt. Men derudover mangler vi næsten 1 mio. kr. i indtægter i forhold til budgettet, samtidig med at udgifterne ved kirkerne har været 1,2 mio. kr. højere end budgettet.

De manglende indtægter handler mest om, at stigninger i fondstilskud og i menighedsrådenes kontingenter stort set er udeblevet. De ekstra omkostninger ved kirkerne vedrører først og fremmest situationer med længerevarende sygdom og nødvendig afløsning, men også om flere tilfælde af hurtigere udskiftning af medarbejdere end planlagt. DSUK vil naturligvis ikke kunne fortsætte med så store underskud i ret mange år. Der foregår i øjeblikket et omfattende arbejde med at etablere et realistisk budget med balance.

Seminar
På seminaret drøftedes dels DSUK’s struktur og beslutningsprocesser, dels de betydelige økonomiske udfordringer. Der arbejdes i øjeblikket videre med de mange input fra seminaret, på begge områder, foreløbigt frem mod bestyrelsens møde i april.

En konkret beslutning på seminaret var en henvendelse til alle landets provstiudvalg, med opfordring til at anbefale menighedsrådene at budgettere med et medlemskab af DSUK.

Sekretariatet deltog delvist i seminaret.

Efterfølgende møde med Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen
Sydslesvigprovsten orienterede om arbejdet i Sydslesvig. Perioden siden hans ansættelse har været præget af de mange vakancer og deraf følgende arbejde, både med konkrete vikarløsninger og nyansættelser og med et mere generelt arbejde for at øge interessen for at blive præst i Sydslesvig. ’Præst i Sydslesvig’ er også navnet på en hjemmeside med information og på et kampagnemateriale, som har givet en del relevante henvendelser, hvilket har ført til fem ansættelser i det seneste år.

De mange arrangementer i forbindelse med genforeningsjubilæet har fyldt en del og givet stor travlhed, men også lejlighed til et omfattende og positivt samarbejde med den tyske kirke.

Økonomien opleves som presset, ikke mindst på grund af et stort behov for renovering af præsteboliger. Kirkerådet er i gang med gode og grundige drøftelser af budgettet for 2021.


Oktober og december 2019

På mødet i oktober lød en særlig velkomst til Hans Mørk Janus, som er nyt bestyrelsesmedlem siden repræsentantskabsmødet. 

Inge Kjær Andersen blev på samme møde valgt som bestyrelsens næstformand uden modkandidat.

Udvalg
DSUK har i denne periode følgende tre udvalg: Personale og ansættelsesudvalget fortsætter i hovedsagen uændret. Kommissoriet fik alene mindre, redaktionelle ændringer. Peter Lynggaard Jacobsen har besluttet at forlade udvalget. Bestyrelsen har bedt Hans M. Janus om at træde ind i udvalget, hvilket han har accepteret.
Udvalget vedrørende DSUKs ungdomspulje fortsætter ligeledes i hovedsagen uændret. Vicky Popp Fredslund er trådt ind som nyt medlem af udvalget.

Lobbyarbejdsgruppen fortsætter uændret og med uforandret kommissorium.  Arbejdsgruppen, som består af DSUKs formand, næstformand og udlandsprovst samt de tre tilsynsførende biskopper, har arbejder med fundraising overfor offentlige kanaler og en generel indsats for at sikre os positiv opmærksomhed fra samme.
Der er blandt andet arbejdet for at DSUK får ambassadører, kendte mennesker som på forskellig vis vil være talerør for DSUK. To personer er kontaktet som de første.

Vedtægter
På mødet i oktober orienterede formandskabet om det indledende arbejde med at undersøge behovet for en revision af vedtægter og beslutningsstrukturer. Bjarne Tvilde har bidraget med et oplæg og vil sammen med Inge Kjær Andersen og sekretariatet fortsætte arbejdet hen mod et debatoplæg til bestyrelsens seminar i februar 2020. Efterfølgende vil eventuelle ændringer kunne drøftes på bestyrelsesmøder i april og i juni, før et eventuelt forslag udsendes til repræsentantskabet.

Bestyrelsen
På mødet i december fortalte Anders Molt Ipsen, at han ret snart flytter til Århus, og at han i den forbindelse udtræder af bestyrelsen, idet han jo er repræsentant for Kirkerådet i Sydslesvig. Vi forventer at en afløser indtræder i bestyrelsen pr. 1. marts 2020.

Bestyrelsens forretningsorden blev henover disse to møder vedtaget med enkelte opdateringer i forhold til den seneste udgave. Det er uændret sådan, at bestyrelsens dagsordener og referater er tilgængelige for alle med adgang til DSUKs intranet og senere for alle med en DSUK-adgang til DAP.

Bestyrelsens tildeling af ungdomsbevillinger foregik på mødet i december. Den årlige pulje på en mio. kr. blev fordelt efter indstilling fra formandskabet, på baggrund af ungdomsudvalgets drøftelse. Til New York og Paris er der allerede tidligere givet flerårige bevillinger og derudover blev der i år givet større eller mindre tilskud til ungdomsarbejde i Berlin, Bruxelles, Gøteborg, Hamborg, Mijas, Singapore, Sydney og Thailand.

Lands- og repræsentantskabsmøder 2019, 2020 og 2021
Lands- og repræsentantskabsmøde 2019 blev evalueret, primært på oktobermødet. Bestyrelsen udtrykte stor tilfredshed med modellen, dvs. en DSUK-dag adskilt fra repræsentantskabsmødet, hvilket betød at forsamlingen gik til repræsentantskabsmøde med stor bevidsthed om fællesskabet.
Referatet fra repræsentantskabsmødet, godkendt af mødets dirigent, blev taget til efterretning. 

Det overordnede program for Lands- og repræsentantskabsmøde 2020 blev godkendt. Opbygningen ligner helt programmet fra 2019. Et overordnet tema vil være udlandskirkernes rolle som kulturbærere. 100-års jubilæet for grænsedragningen i Slesvig vil også blive markeret.
Lands- og repræsentantskabsmøde 2021 blev fastlagt til fredag den 20. og/eller lørdag den 21. august. Det vil på et senere tidspunkt blive besluttet, om det skal være én eller to dage.

Budgetopfølgning pr. 31. oktober 2019
Der må forventes et væsentligt større underskud end budgetteret, særligt på grund af sygdom og andre uheld flere steder ved kirkerne. Budgettet for 2021 bliver et væsentligt emne på bestyrelsens seminar i februar. 


August 2019

De sidste forberedelser til repræsentantskabsmødet dagen efter dominerede det korte bestyrelsesmøde tidligt fredag formiddag den 23. august.

Formalia ved repræsentantskabsmøde
Valgkomitéens beretning blev godkendt. Der har ikke været tvivlstilfælde vedr. opstillinger eller procedurer, som komiteen har skullet forholde sig til.

Bestyrelsens forslag vedr. bestyrelsessuppleanter, referenter og stemmetællere blev fastlagt.

Endelig havde bestyrelsen en grundig drøftelse af fordele og ulemper ved det stillede forslag om ændring af vedtægterne; men tog ikke fælles stilling til forslaget. Der var derimod stor forståelse for forslagets gode hensigter og bestyrelsen besluttede derfor, at uanset afstemningsresultatet skal der efterfølgende arbejdes videre med at vurdere behovet for ændringer i repræsentantskab og beslutningsstruktur generelt.

Overenskomst med Præsteforeningen
Anne E. Jensen fortalte kort om den indgåede overenskomst med Præsteforeningen, som blandt andet betyder en fælles bestræbelse på, tydeligere at beskrive forholdet mellem præst og kirkeråd ved vore kirker.

Budgetopfølgning
Forventningerne til 2019 har kun ændret sig meget lidt siden sidste bestyrelsesmøde. Der forventes derfor fortsat et underskud på mellem 1,5 og 2 mio. kr.

Bestyrelsesmedlemmer
Mødet var Line Kofoeds sidste som bestyrelsesmedlem, hvilket på repræsentantskabsmødet blev markeret med en stor tak for indsatsen.


April og juni 2019

Fremtidens kirke for søfolk
Rapport om Fremtidens kirke for søfolk blev præsenteret af Julianne Sloth Bach på mødet i juni, og bestyrelsen takkede for en fyldig og velskrevet rapport og glædede sig over, at søfolkenes egne synspunkter har fået så stor vægt. Flere at rapportens anbefalinger er allerede sat i værk. Læs mere i årsberetningen!

Rapport fra Kirkeministeriet
Arbejdsgruppens rapport til belysning af rettigheder og pligter for menigheder og præster under DSUK og DKS blev drøftet på samme møde. Formanden orienterer herom i forbindelse med repræsentantskabsmødet.
De tre tilsynsførende biskopper har deltaget i udvalgsarbejdet, som har haft den positive effekt, at ministeriet har lært DSUK langt bedre at kende. Ønsket om stemmeret ved bispevalg var medvirkende til, at arbejdsgruppen blev nedsat. Rapporten udtrykker på dette område ingen klar konklusion, og der vil ikke ske ændringer, med mindre vi tager spørgsmålet op igen. Ønsket var klarest blevet udtrykt i Sydslesvig, så næste skridt er, at rapporten drøftes grundigt blandt præster og menighedsråd i Sydslesvig.
På kort sigt vil DSUK blot påpege, at ingen har spurgt præster og kirkeråd andre steder, om de ønsker stemmeret til bispevalg, og at man derfor ikke kan konkludere, som rapporten gør, at ønsket kun findes i Sydslesvig.

Nyt bestyrelsesmedlem fra Sydslesvig
På mødet  18. juni bød vi særligt velkommen til Anders Molt Ipsen, valgt af Kirkedagen i Sydslesvig, som deltog i sit første bestyrelsesmøde. Dansk Kirke i Sydslesvig har som bekendt en særlig plads i DSUKs bestyrelse, hvor Anders Molt Ipsen afløser Peter Lynggaard Jacobsen.

Tilstedeværelse i Thailand
En særlig drøftelse på mødet i juni var spørgsmålet om eventuel fortsat tilstedeværelse i Thailand.
Som baggrund for drøftelsen havde bestyrelsen dels de løbende tilbagemeldinger fra præsten til udlandsprovsten, dels en samlet rapport fra præst og kirkeråd, dels en visitatsrapport fra biskop Marianne Gaarden og endelig referater fra møder med formand og kirkerådsmedlemmer, både lokalt på stedet og ved formandens besøg på sekretariatet. På denne baggrund besluttede bestyrelsen, at kirken i Thailand i året 2020 tilbydes en særlig overgangsordning. Fra og med 2021 deler kirken i Thailand vilkår med andre udlandskirker, herunder også det vilkår, at nedskæringer, enten globalt eller enkelte steder, kan blive nødvendigt.

Budget 2020
På mødet i juni vedtog bestyrelsen også sit forslag til budget for 2020, som skal fremlægges på repræsentantskabsmødet i august 2019. Efter grundige overvejelser og efter en drøftelse af egenkapitalens størrelse, besluttede bestyrelsen at anbefale repræsentantskabet at DSUK i 2020 har uændrede aktiviteter, selvom dette vil betyde et budgetteret underskud i 2020 på 1,8 mio. kr. 
Bestyrelsen vil hurtigst muligt iværksætte en betydelig politisk indsats med det formål at øge DSUKs bevilling på finansloven, og har derfor nedsat et særligt udvalg med den opgave.
Sideløbende er der nedsat et udvalg, som skal forberede den situation, at nedskæringer kan blive tvingende nødvendige. Dette udvalg, Prioriteringsarbejdsgruppen, afleverede på mødet i juni sin rapport til bestyrelsen efter tre udvalgsmøder. Rapporten indeholder vigtige forslag til dels en ny opdeling af kirkerne i grupper, dels en ønsket normering af stillinger for hver gruppe. Dette materiale indgår nu i arbejdet med fremtidige budgetter. Derimod havde udvalget ikke udpeget konkrete steder, hvor eventuelle fremtidige besparelser skulle slå igennem.

Personale- og ansættelsesudvalget
Bestyrelsen modtog på mødet i april en rapport om personale- og ansættelsesudvalget arbejde fra januar 2018 - april 2019. Rapporten havde særligt fokus på de udfordringer med rekruttering af præster, som vi nogle steder allerede mærker, og som vi mere generelt kan frygte fremover. Derudover havde udvalget stor anerkendelse til sekretariatets arbejde med at forbedre introduktionen af nyansatte præster.
Bestyrelsen tog rapporten til efterretning med tak.

Udviklingsudvalget
På mødet i april fortalte formanden for ’Udvalg for udvikling af dansk kirkelig betjening i udlandet’ – i daglig tale Udviklingsudvalget – om den underskrevne samarbejdsaftale mellem Udenrigsministeriet og DSUK.
Aftalen er siden udsendt til alle kirker til orientering. Samme udvalg havde til bestyrelsens møde i juni afleveret en rapport om arbejdet. På trods af det vigtige og interessante arbejde endte rapporten med den anbefaling, at udvalgets arbejde i denne form nu er afsluttet.Dette tilsluttede bestyrelsen sig, med stor tak for indsatsen.

Årsrapport 2018
På mødet i april blev Årsrapport 2018 gennemgået af DSUK revisor, og derefter godkendt og underskrevet af bestyrelsen. Det var første gang i en længere årrække at den statsautoriserede revisor deltog i et bestyrelsesmøde. Dette skete alene for at højne det generelle informationsniveau, ikke fordi der var særlige tvivlsspørgsmål eller kritisable forhold. Om årsresultatet i 2018 kan man sige, at det er helt som budgetteret, men består af højere finanslovstilskud og lavere øvrige indtægter end forventet.

Repræsentantskabsmødet 2019
Vedrørende valg til bestyrelsen: Anne E. Jensen er opstillet af bestyrelsen som formandskandidat, dvs. til genvalg. Ligeså er Inge Kjær Andersen og Karina Sillesen Elmquist opstillet af bestyrelsen som bestyrelseskandidater, dvs. til genvalg. Derimod genopstiller Line Kofoed ikke, og der er derfor behov for mindst én kandidat mere.
Som tidligere nævnt, er bestyrelsens forslag til budget for 2020 vedtaget.
Det samme er et forslag til handlingsplan, som stadig er baseret på visionsplanen, vedtaget sidste år.
Årsberetning for 2018 er ligeledes godkendt af bestyrelsen og kan dermed fremlægges for repræsentantskabet.
Endelig er der aftalt et møde mellem bestyrelsen, formænd fra kirkerådene og medarbejderne, dagen før repræsentantskabsmødet, ligesom der samme dag er planlagt forskellige indlæg og debatter, og ikke mindst er der fredag aften en festmiddag i anledning af 100-året for oprettelse af organisationen Dansk Kirke i Udlandet.


Februar 2019

Seminar forinden bestyrelsesmøde
Dagen før bestyrelsesmødet blev brugt på en grundig drøftelse for bestyrelse og sekretariat, blandt andet som baggrund for kommende handlingsplaner og budgetter. Herunder kom der flere ideer, som sekretariatet umiddelbart kan arbejde videre med. På bestyrelsesmødet lagde bestyrelsen planer for en mere strategisk indsats på andre områder:
Bestyrelsen ønsker at følge udviklingen i de enkelte kirker nærmere gennem en årlig gennemgang af kirkernes situation og økonomi.
Det blev besluttet at nedsætte et udvalg, som bl.a. skal arbejde med mere klare kriterier for tildeling af både præste- og assistentstillinger
Opgaven med kontakt til, og grundig information af såvel den næste kirkeminister som kommende medlemmer af Folketingets kirkeudvalg, blev fordelt.
Bestyrelse og sekretariat vil drøfte mulighederne for at bidrage positivt til stiftsbestyrelsernes arbejde med kontakten ind i Folkekirken og til personlige medlemmer.
 
Økonomi
Budgetopfølgning pr. 31. december 2018  forventer et årsresultat meget tæt på det budgetterede. Revisor inviteres med til bestyrelsesmødet den 30. april, hvor årsrapporten underskrives.
 
Lands- og repræsentantskabsmøder
En model for kommende lands- og repræsentantskabsmøder blev drøftet. Herunder blev det aftalt at mødet i 2019 afvikles fredag den 23. og lørdag den 24. august 2019. Lørdagen reserveres til selve repræsentantskabsmødet, så vi kan undgå den tidsnød, der opstod i 2018.
 
Andet
Dette møde var Peter Lynggaard Jacobsens sidste som repræsentant for DKS i bestyrelsen.
Formanden bebudede en markering heraf på den kommende Kirkedag i Sydslesvig, men benyttede også denne lejlighed til at sige tak for den store indsats i bestyrelsen.
 
Præsentation af Hasse Neldeberg Jørgensen, Sydslesvigprovst fra 1. marts 2019
Formanden bød velkommen. Hasse Neldeberg Jørgensen er 62 år, teolog fra Aarhus Universitet og pt. projektleder for det nationale videns- og udviklingsprojekt ”Kirken på landet”, idet han er frikøbt fra arbejdet som provst i Malt Provsti. Hasse Neldeberg Jørgensen har tætte internationale relationer bl.a. til Nordkirche og det teologiske fakultet i Durham, Nordengland. Han har beskæftiget sig indgående med ordinationen af danske præster i de frie kredse i Sønderjylland og Sydslesvig. Hasse Neldeberg Jørgensen blev ordineret i 1991 og har været præst i tre embeder og provst gennem 15 år. Han er gift med sognepræst Merethe Jørgensen. 
 
Der er indsættelsesgudstjeneste den 10. marts kl. 14. i Helligåndskirken, Flensborg.

December 2018

Ansættelse af provst i Sydslesvig
Ifølge overenskomsten mellem DSUK og DKS ansættes sydslesvigprovsten af DSUK, efter indhentet udtalelse fra biskoppen, bilagt udtalelse fra kirkerådet og menighedsrådet i Helligånds sogn.
Indstillingen fra biskop Marianne Christiansen, på baggrund af kirkerådets og menighedsrådets indstillinger, var en klar anbefaling af en enkelt ansøger. Bestyrelsen besluttede at følge anbefalingen og bad Pia Sundbøll om at gå videre med de afsluttende forhandlinger. 
 
Bestyrelsens seminar i februar
Bestyrelsen godkendte det overordnede program, herunder at diskutere fremtidsscenarier med medarbejderne fra sekretariatet.
 
Bestyrelsen tildeling af ungdomsbevillinger
Bestyrelsen godkendte fordeling af 1 mio. kr. ud fra ansøgninger som er behandlet og kommeneret af ungdomsudvalget og af formandkabet. Bevillinger og afslag udsendes i uge 49.
 
Ny strategiplan for fundraising 
Fundraiser Marie Østerholt fremlagde en ny fundraisingstrategi, som bestyrelsen roste og godkendte. Omfanget af fundraising fra sekretariatet dirkte til kirkernes udgifter er til fortsat drøftelse; indledningsvis vil der ske en øget kortlægning af ønskerne.
 
100-års jubilæum i Necochea
Indbydelse modtaget til fejring af kirkebygningen.
 
Edmonton, vedtægter  
Bestyrelsen godkendte det fra kirken fremsendte forslag til vedtægter.
 
Rapport fra Udvalg for udvikling af dansk kirkelig betjening i udlandet
Bestyrelsen behandlede rapporten, som vil være en væsentlig baggrund for de fortsatte drøftelser af langtidsbudgetter på bestyrelsens seminar i februar.

Oktober 2018

Valg af næstformand
På det første møde efter repræsentantskabsmødet konstituerer bestyrelsen sig efter vedtægterne  med næstformand. Inge Kjær Andersen blev forslået og valgt med akklamation.

Overenskomsten med Dansk Kirke i Sydslesvig.
Bestyrelsen godkendte de sidste rettelser, foreslået af Kirkerådet i Sydslesvig. Dermed er overenskomsten endeligt vedtaget af begge parter. Det er naturligvis ikke nyt, at der findes en overenskomst, men der har gennem en længere periode været arbejdet med en modernisering, og herunder en tydeliggørelse af menighedsrådenes, kirkerådets, biskoppens og bestyrelsen roller ved ansættelser.

Nyt medlem af Personale- og ansættelsesudvalget
Bestyrelsen ønskede Marianne Gyldenkærne velkommen til udvalgsarbejdet.

Ny Sydslesvigprovst – på vej
Bestyrelsen blev informeret om ansættelsesprocessen. Stillingen er nu genopslået, og biskoppen er optimistisk med hensyn til at få gode ansøgere.

Økonomi: Budgetopfølgning pr. 31. august 2018
Der er ingen ændringer til årsforventningen i forhold til sidste bestyrelsesmøde, hvilket betyder et forventet underskud på 2,3 mio.kr., helt som budgetteret.                                                                 

Økonomi: Oversigt over de senere års udvikling i DSUKs udgifter til de enkelte kirker var udsendt.
Bestyrelsen havde på denne baggrund en bred debat om typer af kirker og forskellige finansieringsgrader fra DSUK. Drøftelsen fortsætter på bestyrelsens seminar i februar.

Lands- og repræsentantskabsmøde 2018
Bestyrelsen havde en foreløbig evaluering af mødet. Der var enighed om, at der var sat for lidt tid af til repræsentantskabsmødet. Bestyrelsen fandt det utilfredsstillende at forsamlingen ikke fik lejlighed til at diskutere visioner og planer, fordi tiden gik med diskussion om en enkelt konkret sag. Der afsættes bedre tid på de kommende møder.