Sømandskirker i udvikling
Danske Sømands- og Udlandskirker har siden 1867 betjent søfolk i hele verden ud fra mottoet ”Langt væk, men ikke alene”. Kirkerne har løbende fulgt med søfartens udvikling og ud fra tanken; ”hvor danske skibe sejler, bør den danske kirke være” er kirkerne åbnet og lukket.
I alt har der gennem tiden været sømandskirker i 24 forskellige havnebyer.
I dag er der seks sømandskirker og én sømandsklub.
Tidligere kom søfolkene i sømandskirkerne, i dag er det i højere grad kirken, der kommer til skibene. Indimellem bliver der tid til en køretur i byen i sømandskirkens bil.
Kronologisk tidslinje
1867
"Den danske forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne" stiftes den 12. november.
1868
Den første sømandspræst begyndte i Hull i det nordlige England. Via dampskibsruterne eksporterede Danmark kreaturer i stort antal, samt korn, smør og bacon.
1871
Den første danske sømandskirke indvies i Hull. Samme år udkommer det første nummer af bladet "Havnen".
1900
Danske sømandspræster virker i Hamborg, Hull, London, Newcastle og New York.
1914-1918
Den første verdenskrig byder på meget vanskelige arbejdsforhold ved sømandskirkerne.
1921
Sømandskirken får egen kirke i Hamborg.
1935
Organisationens navn ændres til „Dansk Sømandsmission i fremmede Havne".
1944
Organisationens navn ændres igen, denne gang til „Dansk Sømandskirke i fremmede Havne".
1940-1945
Under den anden verdenskrig mister 1.213 danske søfolk livet. Sømandskirkerne i Danzig, Hamborg, Hull og Gent ødelægges helt eller delvist.
1963
I Yokohama i Japan åbnes den første danske sømandskirke i Fjernøsten.
1970
I Rotterdam tages den nye kirke i Coolhaven i brug.
1979
Dansk Sømandskirke åbner sømandskirke i Hong Kong. Det sker i samarbejde med det engelske "Missions to Seamen".
1985
Singapore, den nye storhavn og trafikknudepunkt på Fjernøsten, får dansk sømandskirke.
2002
Sømandspræst sendes til Algeciras i det sydligste Spanien.
2003
Det internationale Sømandscenter drevet af sømandskirken i Singapore åbner på kajen i Tanjung Pelepas i Malaysia.